JESU TRÆL OG VEN

Missionspræst Ole B. Meyer fortæller: »I en jernbanekupe sidder ved vinduet en jovial, veltilfreds herre og en ældre præst; en millitært udseende herre sidder i det tredie hjørne. Samtalen ved vinduet drejer sig om missionen. Præsten forsvarer den ved at henvise til dens barmhjertighedsarbejde på sygehuse, børnehjem, blindeskoler osv., ved dens kulturfremmende skoleuddannelse og lignende. Hans modstander driver ham dog til vægs og smiler endnu mere veltilfreds.

Da rykker den tredie ind på kamppladsen. Han har siddet med en lille bog i hånden, den lægger han åben på bordet mellem de to. »Undskyld en bemærkning. Jeg er officer. Når min general giver en ordre, diskuterer jeg den ikke, jeg adlyder. Der, hr. pastor; er Deres ordre!« Han peger på ordene: »Gå ud og gør alle folkeslag til mine disciple, idet I døber dem i Faderens, Sønnens og Den Hellige Ånds navn og lærer dem at holde alt det, jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«

At være en, kristen betyder at være en Kristi tjener. Og vor Bibel bruger helst billedet af en træl, en tjener, der er sin herres ejendom, og som står til hans rådighed.

Men vi er noget mere end trælle. Vi er frivillige trælle, og vi er samtidig børn.

Derfor er Jesu missionsbefaling ikke en tung, trykkende pligt for de troende. Vi er taget med i Herrens fortrolige råd og er blevet medansvarlige for Guds riges vækst. Kender du noget til dette?

»I er mine venner hvis I gør, hvad jeg byder jer. Jeg kalder jer ikke, længere tjenere, thi tjeneren ved ikke besked med, hvad hans herre gør; men jer har jeg kaldt venner; thi alt det, jeg har hørt af min Fader, har jeg kundgjort jer.« Johs. 15, 14-15.