KRISTEN UNDER ANSVAR

19. juni

En kvinde var meget ivrig i kampen for sit lands befrielse. Men i 1944 fortalte hun med begejstring i et selskab, hvor meget smør, æg, m.m. hun havde byttet sig til mod sin brænde­vinsration! Man befrier ikke et folk ved at drage personlig fordel af menneskers slaveri under alkoholen.

Kristendommens værste fjender er ikke Kri­stushaderne eller de frække syndere. De far­ligste fjender er de spaltede kristne, thi de væk­ker anstød.

De fleste uomvendte tager anstød af spaltede, verdslige kristne, og foragter en sådan kristen­dom. De tænker: Hvis kristendommen ikke gør mennesker anderledes, så nytter det ikke at blive en kristen.

Kærligheden til de troende skulle få hver varmhjertet kristen til at aflægge alt, hvad der volder andre Guds børn anstød og sorg.

Omsorgen for de nye og svage Guds børn må aldrig mangle hos os. Og denne omsorg gør det til en nødvendighed, ja, en selvfølge, at vi i vor færden, undgår at lægge fælder for vor svage broder eller søster. Er du en kristen med et sådant ansvar?

»Lad os derfor ikke længere dømme hinanden, men I skal meget hellere dømme sådan: Ingen må bringe sin broder til at snuble eller falde.« Rom. 14, 13.

Bøn

Den sande kærlighed
af ingen hovmod ved,
hun søger ej sit eget,
forbitres ej, hvor meget
man hende slår og plager,
hun efter fred kun jager.

O Jesus, lad mig så
din kærlighed forstå,
at hvad jeg foretager,
af kærligheden smager,
og alt mit liv må være
din kærlighed til ære!

H. A. Brorson
DDS 690