KENDT AF GUD

23. november

En præst fortæller, at en gammel troende mand en gang spurgte ham: »Præst, har du skuffet Gud?« Og meget nedslået måtte præsten svare, at det havde han desværre nok gjort. »Nej, du har ikke,« sagde manden, »for han kendte dig til bunds.«

En kristen kan blive skuffet over sig selv. Unge kristne kan blive så skuffede over deres egen svaghed, deres nederlag og deres onde, hjerte, at de fristes til at opgive

kristendommen. Den fristelse er et Satans bedrag. Det er jo ikke kristendommen, der har svigtet, men En selv. Og Kristus opgiver ingen.

Ret forstået bliver Kristus ikke skuffet over sine disciples dybeste fald. Men han bliver bedrøvet og lider for os. Og når vi i Guds ords lys har set til bunds i os selv, da bliver vi heller ikke hverken forbavsede eller skuffede over at, opdage, at vi er onde, at vi fristes, at vi er fejge, urene og egenkærlige, i os selv. For det er lige til vor sidste stund sandheden om os mennesker. Der er ikke en retfærdig, end ikke en eneste.

Der findes ingen, der gør godt, ikke en eneste.

Netop for dem der indrømmer deres egen fordærvelse, gælder Guds nåde. Derfor må man aldrig i skuffelse over sig selv tvivle på Guds vilje til at tage imod os i nåde. I sin nåde vil han være alt for os, fordi han ved, at vi aldrig kan klare os alene.

»For han ved, at vi er skabt, husker på, at vi er støv.« Salme 103, 14.

Bøn

O du, som aldrig lod mig fare,
tag du min trætte sjæl i vare,
mit liv er dit og beder bare,
at i dit dybe hav af fred
dets strøm må sænkes ned.

George Matheson
Ved Olfert Ricard
DUS 111