MUNDKRISTNE OG HJERTEKRISTNE

22. februar

Luther siger: »Djævelen kan godt tåle, at Kristus er på tungen, når blot han selv må råde i hjertet.«

Verdens foragt for falsk kristendom har skabt udtrykkene: mødekristne, kirkekristne, stemningskristne. Der er ikke tvivl om, at navnene passer på flere, desværre. Nogle kunne også kaldes mundkristne.

Kristelig tale og rettroenhed i munden uden Kristus i hjertet, er en vederstyggelighed for Herren. Kun med Kristus som herre i hjertet og konge i vort liv kan ordene vinde tillid.

Profeten råber ud over Guds folk: »Ve dem, der søger ned i dybet bort fra Herren, for at skjule deres planer; deres gerninger sker i mørke, og de siger: »Hvem ser os? Hvem lægger mærke til os?« Es. 29, 15.

Ingen kristelige og fromme ord eller kritik overfor anderledes troende kan skjules for Herren, når Djævelen er herre i hjertet.

Måtte Herrens dom over Israel på profeten Esajas' tid aldrig blive fældet over dig og mig: »Dette folk dyrker mig med munden og ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig,« Es. 29, 13.

Bøn

Nej kom, jeg vil oplukke
mit hjerte, sjæl og sind,
ja bede, synge, sukke:
Kom Jesus, kom, herind!
Det er ej fremmed bolig,
du den har dyre købt!
Her skal du livile rolig,
i kærligheden svøbt.

H. A. Brorson
DDS 125