I en af Englands kulminer vokser en ren, hvid blomst. Et rejseselskab tog engang ned for at se denne mine. Mens de gik dernede, fik de, blandt kulstykker og kul støv, øje på en lille blomst, så vidunderlig hvid og smuk. Da man spurgte føreren om, hvordan den dog kunne vokse mellem alt støvet og snavset og alligevel være så ren, tog han en håndfuld kulstøv og kastede det ned i blomstens bæger. Den bøjede sig lidt, men rejste sig igen, lige så ren og hvid som før.
Denne blomst er et smukt billede på troende ungdom. Den virker fremmed i denne verden, fremmed ved sin renhed. Dens rene tale skiller sig ud fra andres, dens rene færd lyser, det rene blik, der kendetegner sådanne unge, bærer bud fra Himmelen.
Og dog bliver denne troende smittet af syndens urenhed. Hvorfra kommer så renheden? Du kan ikke vaske et stykke kul rent, hvor stærk en sæbe og hvor meget varmt vand, du end bruger. Verden ejer ikke noget middel til at rense et urent hjerte. Men den troende ejer det. Kul kan renses i ild. Hjertet kan renses i Guds lys, i hans hellige ild. Og da skabes et nyt hjerte - et helt og rent hjerte.
Den, som lider under urenheden, er også villig til at bøje sig for at blive renset. Elsker du urenheden, eller lider du under den?
Bed som David: »Skab et rent hjerte i mig, Gud, giv mig på ny en fast ånd!« Salme 51, 12.
