Catharina af Siena tilbragte en gang tre dage på et ensomt sted i bøn om større glæde og guddommelig nærhed. I stedet syntes det, som om legioner af onde ånder stormede løs på hende med bespottelige tanker og onde tilskyndelser. Endelig kom der et stærkt lys ovenfra. Djævelen flygtede og den Herre Jesus talte med hende.
Catharina spurgte: »Herre, hvor var du, da mit hjerte var så forpint?« »Jeg var i dit hjerte,« svarede han. »O, Herre, du er evig sandhed,« svarede hun, »men hvordan kan jeg tro, at du var i mit hjerte, når det var fyldt med sådanne afskyelige tanker?« »Gav disse tanker dig glæde eller smerte?« spurgte han. »Stor smerte og sorg,« lød svaret.
Til dette svarede Herren: »Du var i nød og sorg, fordi jeg var midt i dit hjerte. Min nærværelse var det, der gjorde disse tanker uudholdelige for dig. Da tiden for denne prøvelse var omme, udsendte jeg stråler af mit lys, og helvedes skyer blev fordrevet, fordi de ikke kan tåle dette lys.«
Visheden om at være et Guds barn kan ikke grundes på, at vi altid føler Jesu nærhed som glæde og lykke. Selv en, der lige har overgivet sig til Herren og bekendt sine synder, kan savne al følelse af glæde. Tværtimod sker det, at man kun ser mere synd hos sig selv og derfor udelukkende føler sorg, både når man læser, beder og hører ordet.
Gennem sit eget ord vil Herren dog til sidst give dig lys og glæde. Du oplever, at Jesus har givet dig et nyt sind, således at du begynder at sørge over din synd og dit onde hjerte. En sådan sorg skaber glæde i Himmelen. Ja, Jesus siger, at mens du føler denne sorg og føler dig ulykkelig og usalig, er du salig. For Herren har givet dig længsel efter Guds sind.
»Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.« Matt. 5, 4.
