Der findes en beretning om et par siamesiske tvillinger, der i mange år havde levet sammenvokset med hinanden. De var på mange måder vidt forskellige, også af temperament, hvilket ofte førte til bitter konflikt imellem dem. Når den ene ville gå ud, ville den anden blive hjemme. Ville den ene til koncert, ville den anden i kirke. Trængte den ene til at være alene, længtes den anden efter selskab.
Ganske på samme måde kan det føles, når man er vakt. Man erkender, at livet må blive anderledes. Og så bestemmer man sig til at gøre det gode, men mærker lige så stor dragning mod det onde. Man foresætter sig at tænke rent og helligt, men de vanhellige og urene tanker er lige stærke. Det er, som om to jævnbyrdige magter vil slide En i stumper og stykker.
Er det da umuligt at blive anderledes? Ja, for mennesker er det umuligt. Og en del slår sig til ro dermed og lever dette splittede dobbeltliv, deler sig mellem verden og Gud, mellem kødet og ånden.
Kun et under kan gøre dette umulige muligt. Paulus oplevede dette under, og beskrev det således: »Nu lever jeg ikke længere selv, men Kristus lever i mig.«
Når vi opgiver os selv, når vi erkender, at frelsen og sejren over synden er umulig for os, og beder Jesus gøre alt for os, da skænker han os både frelse og sejr.
»For mennesker er det umuligt, men ikke for Gud, thi alting er muligt for Gud.« Mark. 10, 27.
