- Du slægt, der som en storm i høst
hen over jorden haster,
men aldrig i dit eget bryst
til bunden loddet kaster;
du, som vil granske livet ud
men glemmer livets kilde,
søg dog engang dig selv og Gud -
vær stille!
- Hør op med denne vilde larm,
den hvileløse trængsel,
læg øret til din egen barm
hvor sjælen bor i fængsel;
dæm op for dine lysters elv,
lad strømmene sig skille,
søg så på hjertets bund dig selv,
men stille.
- Hør op at færdes uden ro
imellem livets døre;
hvor kan i slig en larm du tro,
at du Guds røst kan høre?
Han drager ej i hjertet ind
som tordenstorm i skoven,
Han kommer som en sagte vind
fra oven.
- Du slægt, som fuld af harm og had
igennem verden jager,
mens bævende som espens blad
bestandig tungen klager,
hvad er dit mål, hvad er dit med,
hvad søger du i vrimlen?
Se, blomsten vokser tavs i fred
mod himlen.
- Hør, overalt i mark og lund
en bøn om stilhed lyder,
selv middagssolens gyldne mund
i skoven stilhed byder;
hør, stjernerne langs himlens kyst
på sølverharper spille,
og beder dig med bønlig røst:
Vær stille!
- 0h bøj til disse stemmers klang,
du travle slægt, dit øre!
Der kommer dog den tid engang,
da du får lov at høre:
Når gravens dybe klokke slår,
når dag og nat sig skille,
og døden råber kold og hård:
Vær stille!
Chr. K. F. Molbech
