TROEN TAGER IMOD

11. august

F. B. Meyer fortæller i en af sine bøger om en samtale, en af hans venner engang havde med en dame, der ikke kunne forstå, hvorfor hun ikke fik, hvad hun bad om. Under besøget blev der serveret te for ham.

»Vær så god,« sagde hun, »må jeg byde Dem en kop te.« »Undskyld,« sagde han, »må jeg bede om en kop te og sukker og fløde.« »Ja, det er jo alt sammen på bordet. De kan bare forsyne Dem.«

»Se nu her,« sagde han, »sådan har De gjort i mange år. Herren har tilbudt Dem nåde på nåde, men De har kun fortsat med at bede uden at tage imod, hvad De har bedt om.«

Tager du imod, når du har bedt? Kære unge ven, du har syndet og bedt om syndernes forladelse. Har du taget imod denne herlige gave, som Gud er mere villig til at give, end vi er villige til at bede?

Mange fortsætter med, at tigge om syndernes forladelse, gang på gang beder de om tilgivelse for den samme synd. Dette er vantro. Har vi bekendt, så har Gud tilgivet.

Når nogen giver os en gave, siger vi jo tak, når vi modtager den. Når vi beder Gud om noget efter hans vilje, da ved vi, at vi får det, vi har bedt om. Det eneste, vi siden har at gøre, er at takke ham for gaven og tage imod den. Det glemmes altfor ofte. Og derfor får vi ikke del i Guds rige nådegaver.

»Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn.« Joh. 1, 12.

Bøn

Øjne, I er lykkelige,
l, som ser Guds søn på jord,
øren, I blev hovedrige,
da I hørte livets ord, hjerte,
da du ordet tro'de,
livets træ randt op af rode!

N. F. S. Grundtvig
DDS 164

ALLE DAGE

20. oktober

En gammel kvinde klagede sin nød til en erfaren kristen og sagde, at hun var så nedtrykt over at mærke, at Gud ikke længere var med hende. Den anden svarede med et glimt af ægte, kristen humor: »Ja, du ved jo, at der står skrevet: Se, jeg er med jer hver anden dag?« »Nej,« svarede kvinden overrasket, »der står: Alle dage.« Og på een gang forstod hun. Herren havde ikke forladt hende, selvom dagene var mørke.

Dersom man kun venter sol og medvind i Herrens følge, kan man nok fristes til at tro, at Herren ikke er nær, når man kommer ud i storm og uvejr. Han er dog i båden alligevel.

Det kunne se ud, som om Gud havde forladt Josef, da han blev solgt til Ægypten og endnu mere, da han blev kastet i fængsel. Men Gud var også med ham der og vendte det onde til det gode. Han var med Peter i fængslet, ligeledes med Paulus og Silas. Han var også hos Paulus, mens han lå lænket i lange, lange tider, og ingen engel åbnede fængselsdøren. Og Paulus skrev sine opmuntrende breve til menighederne.

Herren er med i forfølgelsens dage, i den brændende ovn og i løvekulen. Han er med i hungerens dage og velsigner melet. I sygdommens dage er Herren nær. Af og til helbreder han. Altid hjælper han igennem. Han er med i krigens dage. Hvis flyvemaskiner falder ned, og skibe synker, hvis byer bombes, og hjem hærges, så falder en spurv alligevel ikke til jorden, uden at Gud vil det.

Vore følelser skifter, som sol og regn. Var Gud kun med os, når vi følte det, ja, da var Gud ustadig og kristenlivet usikkert og utrygt.

Af Guds eget ord ved vi, at der ikke er en dag i hans disciples liv, uden at Gud er med.

»Vær modige og stærke! Vær ikke bange, og nær ikke rædsel for dem, for Herren din Gud går selv med dig, han lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke.« 5. Mos. 31, 6.

Bøn

Så tag mig da ved hånden
og led du mig,
til jeg opgiver ånden og dør i dig!
Jeg kan ej vandre ene,
ej noget sted,
det båder mig alene,
når du går med.

Julie v. Hausmann
DDS 611
HJMT 407