En gammel fisker sejlede en tidlig morgen ud for at trække våd. Pludselig kom havgusen. Den gamle vidste snart ikke, hvor han var, eller i hvilken retning hjemmet lå.
Men han tabte ikke modet. Rolig foldede han hænderne og sagde: »Fader, nu skal jeg ro, og så må du styre.« Trøstet ved bønnen greb han årerne og begyndte at ro.
Det var nok ikke noget slumpetræf, at båden, da den skurede mod land, befandt sig lige foran hans egen stuedør.
Gud ved udvej, hvor alle veje synes stængt. Han fandt vej tværs gennem det Røde hav. Han skaffede vand af den tørre klippe i ørkenen, og han åbnede fængselsdøre, løste lænker, ja, brød endog vej ud af dødsriget.
At stole, på Gud vil ikke sige det samme som at lægge hænderne i skødet og ingenting foretage sig. Nej, det er ikke tro, men overtro: Har vi i bønnen lagt ledelsen af vort liv i Guds hånd, da har vi lov til at regne med, at han vil gøre det. For det er en bøn efter hans vilje. Men vi skal ikke være uvirksomme af den grund.
Hvis fremtiden ikke synes helt klar i dag, og du, venter på, at Gud skal lægge noget til rette for dig, så skal du udnytte ventetiden godt. Gud ledede Israel gennem ørkenen, men han bar dem ikke, de måtte selv gå.
»Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så de kunne gå både dag og nat.« 2. Mos. 13, 21.
