En gang fandt man en lille statue i Lilleasiens jord. Den forestillede en kvinde, som stod på tæerne. Hun havde vinger, og hendes hår flød ned over ansigtet. På soklen stod disse ord: »Hvorfor står du på tæerne? Fordi jeg kun kan stå et øjeblik. Hvorfor har du vinger? Fordi jeg hastigt er fløjet forbi! Hvorfor skjuler håret dit ansigt? For at ingen skal gribe fat i mig bagfra og holde mig tilbage., Hvem er du? Jeg er den gyldne chance, som er forspildt, før jeg er erkendt.«
Sådan er det med alle livets gyldne tilfælde. Deres antal er begrænset. De må gribes straks.
Så mange regnede forkert i livet, og livet mislykkedes for dem. De kom altid for sent. Værre er det, at så mange går glip af det evige liv af den grund. Det evige liv kan kun gribes i Guds time. Når Gud kalder, når Herren er nær, når man ser sin nød, når indbydelsen bliver personlig: Kom, thi nu er alt rede - da, og kun da, kan et menneske søge Gud. For da søger Gud os. Af os selv søger vi ikke Gud.
Det sker, at kaldet kommer igen. Men vi har ikke noget pant derpå, heller ikke på, hvor lang en tidsfrist, vi har tilbage. Vi ejer kun øjeblikket. Du ved ikke, om du får tid til at læse flere andagter.
Farao fik lov at se mange tegn fra Gud. Han hørte Guds ord forkyndt og så det bekræftet for sine øjne. Men da han ikke adlød Herrens ord, gik nådens tid, over til at blive dommens tid.
»Giv egypterkongen Farao navnet: »Bulderet hører op, når tiden er inde«« Jerem. 46, 17.
