Ora et labora - bed og arbejd, det er et fint livsprogram. Der er mange, som gerne vil sætte disse ord over deres liv, men som benytter den omvendte rækkefølge: Arbejd og bed. Men resultatet bliver heller ikke det samme.
Jeg læste engang en træffende lignelse: »Mennesker, som skynder sig bort fra deres bønner for des hurtigere at kunne tage fat på, hvad de kalder »arbejde«, minder om en fyrbøder på en damper, som slukker ilden under kedlen og selv vil forsøge at bugsere skibet frem.«
På samme måde forholder det sig, når vi lægger planer for vort eget liv og arbejdet i Guds rige, og så bagefter beder Gud velsigne dem. Ordet fra Eidsvold: »Gud er os nær«, giver dyb genklang i kristne hjerter. Men det ville være en stor misforståelse, hvis det blev opfattet på den måde, at når vi går foran og gør det gode, følger Gud bagefter med sin velsignelse.
Nej, først bøn, så arbejde. Først må vi indstilles på at gøre Guds vilje, lade os vejlede af ham og få kraft fra ham. Så kan vi arbejde på rette vis. Da bliver kristenlivet ikke et stakåndet liv foran Gud, men en stille vandring i Mesterens spor.
Kristne, som hverken beder eller arbejder, er dovne og unyttige kristne. Kristne, som har så travlt med at tjene Herren, at de ikke har tid til at lade Herren tjene dem, sådanne Martakristne findes der mange af i vor tid. Det, vi trænger til, er Maria-kristne, som kan sætte alt til side for at være stille ved Jesu fødder, og som siden kan tjene Jesus til rette tid og på rette sted og måde. »Arbejd, som om alt afhang af dig. Bed, som om alt afhang af Gud.«
Her gælder det om udholdenhed for de hellige, der holder fast ved Guds bud og troen på Jesus. Og jeg hørte en røst fra Himmelen sige: »Her kræves der udholdenhed af de hellige, dem som holder fast ved Guds bud og troen på Jesus.«
Og jeg hørte en røst fra himlen sige: »Skriv: Salige er de døde, som fra nu af dør i Herren. Ja, siger Ånden, de skal hvile efter deres møje, for deres gerninger følger dem.« Åb. 14, 12-13.
