To mænd, en ældre og en yngre, gik henad vejen. Den yngre var i dårligt humør og beklagede sig over økonomiske vanskeligheder og dårlige fremtidsudsigter. Den ældre gav ham venligt nogle gode og kloge råd. Men den anden afbrød ham med ordene: »Hvad skal man gøre med to tomme hænder?«
Den ældre så alvorligt og kærligt på ham og sagde: »Dem skal man folde i bøn til Gud.«
Når alle udveje er lukkede omkring os, da er vejen opad altid åben. Den vej kan ingen lukke.
Det er en ydmygelsens vej at komme til Gud med to tomme hænder. Mange vil ikke komme til Gud, før de kan komme belæssede med gaver, prægtige frugter og gode gerninger.
Men netop når man kun har to tomme hænder, er det det rette tidspunkt at komme til Gud. For tomme hænder er vilkåret for at blive rig i Gud. Han er de syges læge, de fattiges rigdom, de hjælpeløses fader. Bibelen priser dem salige, der hungrer og tørster efter retfærdighed.
Under en samtale om krigens rædsler og menneskenes lidelser sagde en mand: »Og vi kan kun se på og stønne.« Nej, vi kan noget mere. Om vi er aldrig så hjælpeløse i livets hårde spil, så kan vi dog folde vore hænder i bøn til Gud. Om vi, følet os aldrig så uværdige til at komme til Gud, så kan vi dog trygt falde ned for ham, der er mere villig til at give, end vi til at bede.
»Min Gud vil fuldt ud give jer alt, hvad I har brug for, af sin rigdom på herlighed i Kristus Jesus.« Fil. 4, 19.
