Tænkeren Blaise Pascal skriver: Der sad nogle fattige børn og talte sammen. »Den hund er min«, sagde den ene. »Den plads i solen er min«, sagde den anden. Her ser du begyndelsen til jordens erobring.
Jorden er vidunderlig rig. Her er overflod af alle ting. Og dog bliver det stadig vanskeligere at leve. Den stærkeres ret håndhæves mere og mere. Og så må de svage bukke under i livskampen.
Alligevel drømmer nogle mennesker om fremskridt, krigens afskaffelse ved nye systemer, evig fred ved nye love og forordninger. De ser overfladisk på tingene og tror for godt om menneskene.
Ingen må tro, at han kan lave en god omelet af rådne æg, er der en, der har sagt. Ingen må tro, at verden bliver bedre, uden at vi bliver bedre.
Jorden, som alle vil have deres del af, verden med dens rigdom og herlighed, som alle søger at rage til sig, alt det lover Gud at give som gave til de sagtmodige.
De, der er villige til en dag at miste deres ret, de, der ikke jager efter at vinde jorden, men først søger Guds rige, de, der beder for deres fjender, de får den ret uden sværdslag i Guds time. De, der mister deres liv, skal finde det. De, der ydmyger sig, får nåde.
Guds velsignelse følger de sagtmodige i alt, hvad de foretager sig. Arbejdet lykkes. De lever i fred og harmoni i deres hjem og mellem naboer. De har noget af Himmelen på jorden. Tilhører du de sagtmodige, da er du lykkelig.
»Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.« Matt. 5, 5.
