For en del år siden afholdtes de olympiske lege i Tyskland. Der blev hentet ild fra det gamle Olymp i Hellas. Dygtige stafetløbere løb den lange vej fra Hellas til Tyskland med en fakkel, der var tændt på den gamle sportsplads i Olymp. Det gjaldt om at komme hurtigt frem. Men det var ikke nok. Faklen skulle brænde hele tiden.
I er verdens lys, sagde Jesus. Og han sammenligner de troende med ti jomfruer, der alle havde lamper. Men halvdelen af dem havde ikke olie, og lamperne gik ud. Der findes også den slags kristne i dag. De skulle være fakkelbærere, der lyste for Jesus. Men faklen manglede ild.
Det er ikke nok, at Jesus har tændt troens lys i os. Ilden må næres. Da Herren gav forskriften til Moses om præstetjenesten, sagde han: »Ilden på alteret skal holdes brændende, den må ikke slukkes. Præsten skal hver morgen komme brænde på, og han skal lægge brændofferet til rette på det og brænde måltidsofferets fedtstykker.« 3. Mos. 6, 5.
I hvert kristent hjem skal der være et alter. Ved det alter er hver kristen selv præst. Det er bønnens alter eller lønkammeret. Ligesom ypperstepræsten hver morgen lagde nyt ved på ilden, sådan skal vi holde ilden ved lige i vort hjertes tempel med Guds ord og bøn. Da skal også vort liv kunne lyse, og vore ord vil få både ild og glød, når vi vidner om Jesus. Brænder ilden stadig på dit alter?
»Ilden skal til stadighed holdes brændende på alteret, den må ikke slukkes.« 3. Mos. 6, 6.
