En fader havde været længe borte fra hjemmet. Nu var han ventet til en bestemt tid af den længselsfulde og glade familie. Men han kom ikke, og moderen og børnene gik til sidst skuffede og nedslåede i seng. Næste morgen, da de, bedrøvede og uden at tale, sad ved morgenbordet, kom faderen pludselig ned ad trappen. Han var kommet hjem sent om natten og var gået stille i seng uden at vække børnene og moderen, der sov inde hos dem. Faderen var der, mens de var bedrøvede og savnede ham.
Jesus var opstanden, da de to disciple på vejen til Emmaus sørgede over hans død. Jesus levede, og graven var tom, da Maria Magdalena gik til graven for at græde. Ja, Jesus talte til hende, mens hun græd over, at han var død.
Sådan kan Jesus leve i vort hjerte, mens vi tror ham langt væk. Ja, han kan tale til os, men vi kender ham ikke for bare gråd. Så bedrageriske er vore følelser. Derfor skal vi aldrig bygge vor vished på, hvad vi føler.
Der er kun en måde, hvorpå man kan blive sikker og glad, og det er ved at se på Jesu fuldbragte værk, og tro hans eget ord om, at ved hans sår har vi fået lægedom.
»Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!« Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren.« Johs. 20, 19-20.
