En muhamedansk lensmand på Java blev omvendt til kristendommen. Han gjorde så store fremskridt, at han hurtigt blev ansat som missionærens medhjælper.
En dag kom han og bad om sin afsked. Han var uværdig, sagde han. Og så fortalte han om et tyveri, han havde begået for flere år siden.
Frivillig meldte han sig til politiet, fordi han følte, at han kun på denne måde kunne få ro i sin samvittighed. Han udrettede store ting i fængslet ved sin forkyndelse og sit kristenliv.
En god samvittighed er mere værd end menneskelig frihed, den betyder mere end rigdom og ære, mere end selve livet. Det er bedre at være i fængsel med, en god samvittighed end at være fangevogter med synd på samvittigheden.
Sand omvendelse betyder også, at, samvittigheden renses. Da Zakæus bekendte, at han havde været ågerkarl og lovet at gøre det godt igen, sagde Jesus: »I dag er der kommet frelse til dette hus.«
Der findes kristne, der altid går rundt med uro i samvittigheden. De prøver at undertrykke den, de diskuterer med den. Stadig minder den om uopgjort synd, om penge, der skulle erstattes, om løgn, der skulle erkendes.
Kristne med en sådan uro i samvittigheden, bliver aldrig rigtig frimodige. De kan være frejdige, men ikke frimodige. De, som på trods tager sig sammen, er ikke frimodige, men frække. Kun Jesu blod kan rense, så vi bliver frimodige.
»Brødre, ved Jesu blod har frimodighed til at gå ind i helligdommen - Lad os derfor træde frem med oprigtigt hjerte, i en fast tro og bestænket på hjertet, så vi er befriet for ond samvittighed, og med legemet badet i rent vand.« Hebr. 10, 19-22.
