Den store naturforsker Isaac Newton har aflagt denne bekendelse: »Jeg har lært to vigtige ting i livet. For det første, at jeg er en stor synder, for det andet, at Jesus er en endnu større frelser.«
Satan hvisker denne halve sandhed til de unge: Du må blive en stor synder for at blive frelst. Og så tilføjer han denne løgn: Derfor må du leve livet, så du kan blive en stor synder.
Sandheden om menneskene er, at vi alle er store syndere. Jo mere et menneske kender til visdom og videnskab, jo større tanker nærer det ofte om menneskets storhed.
Der findes en guddommelig videnskab, som kun Den hellige Ånd kan lære os. Den ser ikke mennesket i lys af de ydre ting, der behersker det, men i lyset fra Gud, den hellige og fuldkomne.
Det ædleste og fineste menneske kan blive den største synder, samtidig med at det bliver ædlere og finere. Den største landsbymusikant bliver til nul, når han hører den verdensberømte mester!
Vor renhed og fromhed og vore gode gerninger bliver tit synd i lyset fra Herrens hellighed. Det er som at se ind i solen.
Sammenlignet med solen bliver mørket for alvor sort. Men solen har også magt til at jage mørket bort. Guds nådes sol bliver herligere og varmere, jo mere vi ser af hjertets mørke og kulde.
»Men loven kom til, for at faldet skulle blive større; og blev synden større, er nåden blevet så meget desto større.« Rom. 5, 20.
