Skovgaard-Petersen fortalte en gang om en drøm, han havde haft. Han syntes, at han så dommens dag. Bag dem, som stod på tronens venstre side - de fortabtes side - var der, en stor skare, strålende, hvidklædte skikkelser. På et tegn fra tronen gik disse skikkelser frem og stillede sig foran hver enkelt af dem, der snart skulle vises bort fra Herrens ansigt. Og den drømmende forstod, at nu stod hver eneste af disse sjæle foran sig selv, foran den skikkelse, som den burde have været, og så sit liv sådan, som Gud havde ønsket, at det skulle have formet sig, så det - men for sent. Og den drømmende forstod, at dette var dommens forfærdeligste stund.
Når Jesus taler om dommen på den yderste dag, viser han, at dommen netop skal gælde det, som mennesket burde og kunne have gjort, men ikke gjorde: Jeg var sulten og tørstig, syg og i fængsel, nøgen og, husvild, men I hjalp mig ikke.
Lige fra dåben har Gud en plan med den enkelte, en plads i Guds vingård, en arbejdsopgave, en bønnens tjeneste. Vort liv skulle have haft dette mål: Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene. Den store synd, som for evig skiller menneskene fra Gud, er, at tiden blev brugt til alle andre ting, og livet svandt uden tanke for Guds vilje. Er du blevet klar over Guds plan med dit liv? Hvis ikke, er Herren villig til at lade dig begynde på ny i dag.
»For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i.« Ef. 2, 10.
