En dag, mens Moffat arbejdede med at oversætte Bibelen, kom en indfødt ind til ham. Negeren var meget ulykkelig, og Moffat spurgte deltagende, om nogen af hans husbeboere var døde. Nej, de var alle raske. Endelig fik han fortalt, at det var hunden, han sørgede over. Men hunden var ikke død. Den havde bare ædt et blad af den Bibel, Moffat havde foræret ham. Moffat sagde da, at han skulle få et nyt blad i stedet for. Men negeren var lige bedrøvet. »Min hund bliver aldeles ubrugelig. Den bliver lige så fredelig som alle vore krigere, der læser Bibelen. Nu er de blevet lige så sagtmodige og fredelige som kvinderne.« Da glædede Moffat sig over det naive vidnesbyrd om kraften i Guds ord.
Ordet fra Gud er en himmelsk sæd med vældig spirekraft. Hvis det finder vej ind i et hjerte, så er det ikke let helt at udrydde det igen. Det virker på samvittigheden. Det overbeviser om synd. Det overbeviser også om det gode, og det driver godheden frem.
Guds ord ejer samme kraft som gærende vin. Det sprænger sig vej. Der bliver bevægelse, gæring og kamp i hjertet.
For dem, der ikke er frelst, fører ordet i bedste fald til kamp. Hos dem, der har taget imod ordet om frelse, bliver ordet en sejrskraft i livet. Ordet afslører ikke alene synden. Det kan som intet andet give afsmag for det onde og lyst til det gode. Denne kraft ejer det, fordi Guds Hellige And er bundet til Guds ord. »Ordet er Åndens vogn«, har en sagt. Er ordet en kraftkilde for dig, da er du stærk og bliver stadig stærkere.
»For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft.« 1. Kor. 1, 18.
