Da man spurgte Sadhu Sundar Singh om, hvordan han kunne være så ydmyg under den hyldest, han mødte overalt, svarede han smilende: »Da Jesus drog ind i Jerusalem, bredte folket deres klæder på vejen og strøede blomster for at ære Herren. Jesus red på et æsel, der altså skred frem over klæderne og blomsterne. Men det havde i al fald været tåbeligt, hvis æslet havde været stolt af dette, thi man havde sandelig ikke pyntet gaden for dets skyld. Lige så tåbeligt ville det være, hvis de, der frembærer Jesu navn til menneskene, blev stolte over den ære, som man alene viser dem for Jesu skyld.«
Når Jesus er stor for os, bliver vi selv små. Og det er de sande kristnes storhed selv at være små, men at eje en stor Frelser.
Johannes døberen ejede denne sande ydmyghed, da han kaldte sig selv: »en røst, der råber i ørkenen.« Paulus kalder os Kristi brev, en Kristi vellugt. Altså er vi intet i os selv.
Stolte og hovmodige kristne, »fine« og snobbede kristne, er en hån mod ham, der var alles tjener, han, som vaskede disciplenes fødder.
Hver dag vasker Jesus sine disciples fødder. Det er den daglige syndsforladelse. Når vi husker på, at vi ikke er andet end benådede syndere, da er vi på rette plads både over for Gud og mennesker.
Sand ydmyghed er ikke ophøjet og tilbagetrukken. Nej, den er midt i verdens nød efter Jesu eget ord: »Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener. « Matt. 20, 26.
