Min lille pige kom en dag ind fra en af sine første skiture. Jeg ville hjælpe hende med at løse snørebåndene op, men hun ville selv. Så sad hun da og hev og sled i snørebåndene med sine små fingre, og i arrigskab over, hvor svært det var, blev hun bare ved med at rykke i dem. Så måtte far til, men da var de våde knuder blevet endnu hårdere, så jeg fik også mit slid med at klare dem.
Livet er fuldt af vanskeligheder og hårde knuder. Kristenlivet er sandelig heller ikke frit for knuder, som er hårde at løse. Oftest er den største vanskelighed dog den, at vi selv vil klare de problemer, som kun vor himmelske Fader kan løse.
Med sammenbidte tænder og god vilje går mange unge løs på helliggørelsens knuder og tror, at de selv er i stand til at leve rent og helligt og sejre over den onde natur, når de først er blevet frelst. Mange kæmper, til de er segnefærdige, modløse og selvopgivne, med disse uløselige knuder - »bliver jeg da aldrig bedre?« »Nej,« siger Herren. »Du er og, bliver ond. Du magter ikke noget mod syndens magt. Men overlad også dette til mig, for uden mig kan I slet intet gøre.«
Nogle går i stå overfor kristendommens gåder, som de vil løse med deres lille hjerne. Andre slider med den knude, der består i, at vi, som er onde, skal tjene Gud. De føler sig så uværdige og uduelige, og dog hviler det på dem, at de skal tjene og vidne for Herren.
Hele hemmeligheden, som løser alle disse knuder, består i at overgive sig selv helt til Kristus og lade ham gøre gerningen for os, i os og gennem os.
»Alt formår jeg i ham, som giver mig kraft.« Fil. 4, 13.