GUD ER KÆRLIGHED

12. april

Sundar Singh fortæller om en konge, som havde en statsminister, der blev kristen og bekendte sin tro for hele folket. Han fortalte kongen, at han troede på en frelser, der var kommet til verden for at frelse syndere. Kongen ville afskedige ministeren på grund af hans kristne tro, men lovede dog at beholde ham, hvis han kunne besvare et spørgsmål: »Når jeg vil have noget udført, siger jeg det til min tjener. Hvorfor skulle kongernes konge komme, hid i egen høje person?«

Ministeren bad om et døgns betænkningstid. Han lod en dukke fremstille, og klæde på, så den lignede kongens toårige barn. Mens kongen var på en rotur, blev dukken på et aftalt tegn fra ministeren kastet i vandet. Kongen sprang straks ud. Bagefter spurgte ministeren, hvorfor kongen selv var sprunget i vandet, han kunne jo bare have ladet en af sine tjenere gøre det. »Mit faderhjerte tvang mig til det,« svarede kongen. Da forstod han også, hvorfor Gud selv måtte stige ned for at frelse menneskene.

Gud er kærlighed. Tror vi det, da ved vi også grunden til, at Gud steg ned til jorden, undfanget ved Den Hellige Ånd, født af jomfru Maria. Gud selv blev menneske, fordi han elskede menneskene.

Guds faderhjerte drev ham til at fornedre sig selv og påtage sig en tjeners skikkelse.

Det hændte en gang på Golgata
Guds hjerte blev knust for dig.

Sådan er Guds faderhjerte også i dag overfor alle mennesker - fuldt af kærlighed, langmodighed og tilgivelse. Hvor herligt er ikke dette for os, som er onde. Gud er kærlighed.

»For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.« Johs. 3, 16.

Bøn

Det var ham svart at tænke på,
at verden skulle undergå,
det skar ham i hans hjerte;
i sådan hjertens kærlighed
han kom til os på jorden ned,
at lindre al vor smerte.

H. A. Brorson

DDS 109
SOS 161

VÆR VEDHOLDENDE I BØNNEN

12. oktober

Moody fortæller et sted om bønnens magt. En troende kvinde blev syg, og lægen sagde til hende, at hun ville blive sengeliggende resten af livet. Hun gjorde det bedste, hun kunne gøre i sin situation, idet hun begyndte at bede for den menighed, hun tilhørte i London. Derved tog hun også brodden af sygdommen.

En dag læste hun en avis fra Chicago, hvor en af Moodys taler var gengivet. Hun lededes deraf til, at bede, om Gud ville sende den mand til hendes kirke i London.

Næsten i to år bad hun om dette. En søndag fortæller hendes søster, at en mr. Moody havde talt i kirken om formiddagen. Da bad hun om at måtte være alene resten af dagen. Hun lod være at spise og bad til Gud, om vækkelsen måtte komme. Hun blev bønhørt. Moody blev der i ti dage, og fire hundrede mennesker overgav deres liv til Gud i den kirke.

I forbønnen når det kristne liv dybest og samtidig højst. Vi gør de dybeste erfaringer om samlivet med Gud, og vi får de største og rigeste oplevelser. Der lærer vi at glemme os selv. Og det er vor vanskeligste lektie.

Den mindste kan udrette den største gerning, når han bliver en forbeder. Forbederne er missionens hjerte, og forbønnen Guds riges sags hjerteslag. Svigter vi der, da bliver det nederlag for Guds vidneskare.

»Vær udholdende i bøn, våg med bøn og tak, og bed også for os om, at Gud vil åbne os en dør for ordet,« Kol. 4, 2-3.

Bøn

Bed for Guds sag, bed også varmt
for dem, som for den stride;
ved bønnen får du mod og kraft
for sagen selv at lide.
Og bliver kampen hård og hed,
vil bønnen bringe trøst og fred.

Fridrik Fridriksson
HJMT 295