Da Hudson Taylor havde været i det indre Kina i ca. 20 år, skrev han på en pionerrejse i et brev til sin hustru: »Vinden er skarp og kold. Jeg sidder og skriver i mit mørke kvistværelse. Der er så lavt til loftet ved det lille vindue, hvor jeg sidder, at skønt stolen ikke engang er en alen høj, kan jeg sidde og røre ved tagstenene. Det
har haglet så stærkt ned gennem taget i nat, at drengen måtte ind i morges og feje haglene sammen. Der blev en stor bunke. Jeg sad og skrev med fingrene stive og valne af kulde til kl. 3 i nat og var oppe igen til morgenmad kl. 8.
Den slags ting smager ikke kød og blod, men mit hjerte glæder sig derved, fordi det er min faders vilje. Hele tiden hører jeg denne sang i mine tanker: »Hvilken ven vi har i Jesus.«
Sådan kan det blive, når Jesus bliver rigtig stor for vort hjerte. Når vi ser, hvor ufattelig stort det er, at han vil være vor ven, han, den eneste, helligste, reneste, han, der ved, hvor urene og onde vi er, da får vi trang til at følge ham.
Når det er vanskeligt for os at ofre noget af vor bekvemmelighed og magelighed, af vore interesser og vor tid, da har vi glemt, hvad Jesus har gjort for os.
Men når Jesu kærlighed og venskab har fyldt vort sind, da bliver vi ikke alene villige til at ofre noget for ham. Nej, da gør vi det med glæde.
»... og vandre i kærlighed, ligesom Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en gave og et offer til Gud, en liflig duft.« Ef. 5, 2.
