På en konference i New York fik hver taler kun fem minutter. En af talerne udnyttede sine fem minutter aldeles storartet. Han sagde bl. a.:
»På fem minutter kan lidt siges, men meget ske. En hel by kan komme i brand. Meget godt og meget ondt kan begynde. En sjæl kan vindes, men også tabes. Et eneste øjeblik er nok til en uærlig handling eller et grimt ord, der besmitter sjælen, så at et ocean ikke er nok til at rense den igen.
På fem minutter kan du tabe dit gode navn og rygte og overgive din sjæl til livsvarig samvittighedskval. Men på fem minutter kan du også tage en beslutning, der betyder lykke og glæde for dig og mange andre. Fem minutter om morgenen og fem minutter om aftenen viet til Gud i alvorlig bøn kan lede en strøm af velsignelse og kraft ind i hele dit liv. Våg! Vær rede!«
Et øjeblik er det sidste i livet. Ingen af os ved, om disse minutter er vore sidste. Det kan være sidste gang, du ser din fader eller din moder. Det kan også være sidste gang du får lejlighed til at sige et venligt ord til en arbejdskammerat. I morgen hører du måske, at han er død. Du har måske i dag din sidste chance til at bede om tilgivelse for, en uret, et sårende ord, en synd, du har gjort mod ham.
En stund er den sidste til at tale ud med Gud. Og en dag lyder det: nu er der ikke mere tid. Da begynder evigheden. Har du benyttet livets kostbare minutter til at gøre dig rede til evigheden?
»Tag jer i agt, hold jer vågne! For I ved ikke, hvornår tiden er inde.« Mark. 13, 33.
