540 O Gud, hvor er det sælsomt stort

  1. O Gud, hvor er det sælsomt stort,
    at du vil se din gerning gjort
    ved mennesker af støvet!
    Gid jeg, som vogter dine lam,
    skal aldrig gøre navnet skam
    og Herrens Ånd bedrøvet!
     
  2. Jeg undres, når jeg tænker på,
    at du, som ved, hvor vi er små,
    tør sætte os til værket.
    Men siger jeg: Din vilje ske,
    så får jeg store ting at se,
    det har jeg stundom mærket.
     
  3. Du tjente mig engang på jord,
    o, lad mig træde i dit spor
    og tjene dig hernede!
    Jeg går en tjeners trygge gang;
    men bliver vejen træls og trang,
    så har jeg lov at bede.
     
  4. Så beder jeg om visdom til
    at se den vej, som Herren vil,
    jeg skal frimodigt følge.
    Jeg beder om den nidkærhed,
    der aldrig skal slå øjet ned
    og intet har at dølge.
     
  5. Jeg beder om en ydmyg ånd,
    der lydigt ledes af Guds hånd
    og lærer dybt at knæle.
    Og brister håbets spinkle bro,
    så beder jeg om mere tro
    og kærlighed til sjæle.
     
  6. O Jesus, lån mig segl og le,
    nu hvidner markerne som sne;
    det stunder imod høsten.
    Den sæd, der sås med klagelyd,
    skal engang bæres hjem med fryd
    og jubelklang i røsten.
Svend Rehling
7. januar 5. maj 11. juli 17. oktober