En Oslo-præst fortæller: en ung pige havde en aften under et vækkelsesmøde aflagt et strålende vidnesbyrd om, hvor utrolig lykkelig og glad hun var - ja, ingen kunne være lykkeligere end hun - og hun bad alle de uomvendte, der var til stede, om at overgive sig til Kristus, så skulle de blive lige så glade som hun.
Senere på aftenen, da hun gik hjem fra mødet med en flok veninder, beklagede hun sig og sagde, at hun var så ulykkelig. Ja, fortvivlet over sig selv. Sådan havde det været i flere dage. Somme tider havde hun mest. lyst til at opgive det hele. Da sagde en af hendes veninder: »Men du sagde jo i aften, at du var så lykkelig og glad.« - »Ja, det må jeg selvfølgelig sige i mit vidnesbyrd til de andre, ellers vil de vel ikke tro på mig.«
En forfærdelig fejltagelse. Et usandt vidnesbyrd udvirker ikke tro hos tilhørerne, selvom det er nok så strålende. Den første betingelse for, at et vidnesbyrd skal blive velsignet af Gud og være til hjælp for andre, er, at det er absolut sandt. For Guds ånd er sandhedens ånd, og den virker ikke som kraftens ånd, uden at vi taler sandhed.
Det er ikke vore strålende ord, der frigør og frelser sjælene, men »sandheden skal frigøre jer,« siger Jesus.
Johannes giver os beskrivelsen af et rigtigt vidnesbyrd, når han siger:
»Den, der har set det, har vidnet om det, for at også I skal tro – og hans vidnesbyrd er sandt, og han ved, at han taler sandt.« Johs. 19, 35.
