Udenfor Hamborg ligger verdens største kirkegård. Der findes også et lille område, der kaldes »de strandedes kirkegård«. De, der ligger begravet der, var med på en lysttur på Elben. Båden stødte sammen med en anden og sank hurtigt. En masse mennesker kunne ikke svømme og druknede i floden. Det mest tragiske var, at de druknede lige ved land.
Bibelen har også en kirkegård for dem, der strander lige ved land. Den er fuld af sørgelige mindeord. Der mindes en ung mand med ordene: »Han gik bedrøvet bort, fordi han var meget rig.« Paulus rejser en mindesten over sin tidligere medhjælper: »Demas har forladt mig af kærlighed til denne verden .« Der står Lots hustru som en saltstøtte. Salomo, der faldt så dybt, mindes ved sine hedenske hustruer og deres fremmede guder. Der finder vi Saul og Samson, Judas og Ananias og Safira.
Kunne disse falde fra, så kan enhver. Ingen bør tro sig for sikker. Ingen må sige som Peter: »Om så alle andre svigter så gør jeg det ikke.«
Store åndelige oplevelser og rige frugter garanterer ikke, at man bliver bevaret hele livet. Kun en stadig vandring i lyset kan holde os vågne og forny os i nåden.
Peter var nær ved at miste sine barnekår hos Gud. Men han gik ydmygelsens vej til frelse og blev en klippe i Guds menighed på Golgatas klippegrund kan også du blive en klippe, der ikke rokkes.
»Derfor skal den, som tror, at han står, se til, at han ikke falder.« 1. Kor. 10, 12.
