I sin bog »Kristus og menneskelig lidelse« skriver Stanley Jones: »En professor ved et universitet i Amerika blev påkørt af en lastbil og brækkede foden. Da han kom til morgenandagten første gang, efter at foden var rask igen, sagde han til studenterne: »Jeg tror ikke længere på Gud. Hvis han var til, ville han så ikke have hvisket mig i øret, at jeg skulle passe på bilen og undgå faren?«
Et sådant syn på Gud er både meningsløst og ubibelsk. Vi tror på en englevagt om Guds børn, og vi tror på ham, der kan stille storm og bølger og lade en slangebidt Paulus være uskadt af slangens dødelige gift.
Men at tro, at Gud skulle afværge alle ulykker for sine børn, er overtro. Gud kan lade sine børn gå på bølgerne, men går en troende i tankeløshed udover bolværket i havnen, ophæver Gud ikke tyngdeloven af den grund. Gud er ikke uordenens gud.
Derfor betyder det ikke, at vi er i unåde hos Gud, selvom vi kommer ud for ulykker og må prøve lidelse her i verden. Heller ikke er det bevis på, at vi er i særlig gunst hos Gud, hvis vi bliver sparet for sygdom eller andre besværligheder.
Løsningen på dette spørgsmål ligger for Guds børn sådan, at »alle ting tjener dem til gode, som elsker Gud.«
»Eller de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte – mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.« Luk. 13, 4-5.
