LYS I HERREN

28. december

Et stort fyrtårn ved Norges kyst kaster mægtige stråler ud over havet og viser vej for skibene i mørke og storm. Lyset har en styrke på firs tusind lys. Det mærkelige er, at lyskilden består af en parafinlampe. Gennem de tykke, slebne linser, der omgiver denne lampe, som er en cylinder, bliver lyset forstærket således, at det kan nå langt ud over havet.

En ung kristen er et lille tændt lys. Hans liv skal ligne et fyrtårn, der viser vej til Jesus og Himmelen. Det er en vældig opgave at blive betroet. Man kan mene, at Ens lille lys er for svagt til at nå så langt.

Jesus har dog selv betroet sine venner denne opgave. Og Jesus ville, at vi skulle nå langt ud over hele Jorden: »Gå derfor ud og gør alle folkeslag til mine disciple.«

Hemmeligheden ved denne vældige lyskraft i en svag lille kristens liv er denne: han  er i Kristus. Alene kan man intet udrette i Guds rige. Afhængigheden af Jesus er hemmeligheden. Den er nøglen til alle de storværker, der er øvet i verden af svage kvinder og mænd, der er pionerer blandt hedningerne som sendebud i Kristi sted blandt fjender og forfølgere.

Verdens største missionær vidste bedre end nogen, at »det, som ingenting er, det udvalgte Gud sig.« Men han bekendte frimodigt: »jeg formår alt i ham, som gør mig stærk.«

Skulle vi da ikke være frimodige?

»For engang var I mørke, men nu er I lys i Herren; lev som lysets børn. « Ef. 5, 8.

Bøn

Giv, at dig vi følger efter,
nær de små, de svage kræfter,
bøj vor vilje, smelt vor trods!
Lad dit navn i hjertet brændes,
så ved dig vi her må kendes,
at du hist må kende os.

Chr. Richardt
DDS 486
SOS 554

 

RODEN TIL ALT ONDT

1. marts

På en gård i Sverige fandt man en vintermorgen den gamle ejer død i sin seng. Han var frosset ihjel. Det viste sig, at den gamle mand havde ment ikke at have råd til at fyre i ovnen. Og alligevel sad han gældfri på gården og havde penge, i banken. Det var hans sjæl, der var frosset ihjel af griskhed.

Så langt kan gerrigheden føre et menneske, at det bare for at spare penge, ikke under sig mad eller klæder eller varme i huset.

Sandelig, mammon er en hård herre at tjene, hvad enten han leder menneskerne ud i frådseri og ødselhed eller gerrighed og griskhed.

Med griskhed følger hårdhed og ubarmhjertighed mod andre. Misundelsen vokser villigt i den gerriges hjerte. Egenkærlighed og begær efter næstens ejendom går hånd i hånd. Løgn og uærlighed bliver ofte resultatet.

Griskheden lukker for hjertet, så tæt som det mest brandsikre pengeskab. Den tager snart magten over hele mennesket, gennemsyrer sjæl og ånd og gør mennesket til slave af mammon.

Får kærligheden til penge magten i et menneskes liv, da går det ud over Gudslivet. Den, som sætter sit håb og sin lid til penge, mister snart troen og tilliden til Gud. Thi vi kan ikke både tjene Gud og mammon. Elsker vi mammon, forkaster vi Gud

»For kærlighed til penge er roden til alt ondt; drevet af den er nogle blevet ført bort fra troen og har voldt sig selv mange smerter 1. Tim. 6, 10.

Bøn

Brist, brist hvert bånd, mig holder fast
og fra min Gud bortdrager!
Om hjertet med de bånd end brast,
om såret sjæl end klager,
o Herre, giv mig kraft og mod!
Hvis ej for dig jeg alt forlod,
med dig mit alt jeg tabte.

B. S. Ingemann