Walter Raleigh trådte en gang frem for dronning Elizabeth af England med en bøn. Dronningen svarede: »Raleigh, når vil De holde op med at bede?« »Når Deres Majestæt holder op med at give,« var hans svar.
Gud ske lov for, at der er en, der aldrig holder op med at give. Det er Guds natur at give.
Han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Han er mere villig til at give, end vi er til at bede.
Gud giver ikke alene i forhold til vor bøn. Gud giver oftest mere, end vi beder om. Ja, vor himmelske Fader står parat med favnen fuld af gode gaver til alle, der beder til ham.
Vi behøver ikke at overtale Gud til at give. Gud begynder altid først. Gud gav sin Søn til en verden der ikke så, at den trængte til en frelser. Gud giver ofte sit kald til dem, der ønsker at leve langt borte fra ham.
Uden at vi beder om det, giver Gud os englevagt gennem livet. Og Jesus giver os sin forbøn, når vi fristes, selv om vi, som Peter engang, kun stoler på os selv.
Når Gud er så villig til at give, skulle vi være lige så villige til at bede. Da ville livet blive rigt og fuldt af undere.
»Ham, som formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår, ham være ære« Ef. 3, 20-21.
