Det er tidligt på sommeren. To drenge løber til stranden for at bade. Den ene går forsigtigt et lille skridt ud og føler på vandet. Han finder det altfor koldt og bliver stående og småfryser uden at vove sig i. Den anden er mere modig, han sætter af og hopper lige i. Da han kommer op efter springet, råber han: »Vandet er friskt og dejligt.«
Når Gud kalder os til at tro på Jesus, er der enkelte, som tænker, at de vil prøve. De vil forsigtigt og i al hemmelighed forsøge at være kristne en tid. Men de opdager, at det går ikke. Det er for vanskeligt. Det går nemlig kun for dem, der kaster sig helt ud på Guds løfters, Guds nådes dyb.
Kristenlivets begyndelse er sådan et vovestykke. Og således består selve kristenlivet i, at vi igen og igen vover os ud, på de ukendte dybder i tillid til Guds løfter. Hudson Taylor sagde en gang på en missions-konference, at han havde gennemsøgt hele Bibelen for at finde de steder, hvor Herren befalede sine børn at forsøge at gøre noget. Han fandt; at Herren aldrig havde givet sine troende befaling til at forsøge at gøre noget som helst.
Det kan synes umuligt og ugørligt, hvad Herren byder os, således som det føltes af Peter, da han forgæves havde fisket hele natten. Men kun den, som ganske enkelt adlyder, får fulde garn og ser Herrens magt, som åbenbarer sig der, hvor vi er lydige mod hans vilje.
»Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!« Luk. 5, 4.
