Der findes mennesker, der kan tage et stykke glødende kul i hånden, uden at brænde sig. Men prøver de på kinden, smerter det frygteligt. Temperaturen er den samme, men følsomheden er vidt forskellig.
Nogle har fået en så ufølsom samvittighed at de ikke længere reagerer der, hvor andre ville få samvittighedskval ved den første berøring med samme synd. Synden er jo dog synd for dem begge.
»Kan det være synd, når jeg ikke føler noget ved det?« spurgte engang en mand. Han ville være en kristen, men var inde på en vej, der åbenbart endte i Kristus fornægtelse og Kristus forfølgelse.
Vore følelser er derfor et dårligt termometer for vor åndelige tilstand. Samvittigheden kan sløves, ja, den kan dø.
Guds ord er som sjælens spejl. Det har fuldkommen ret. Det fortæller os sandheden. Og det kan gøre samvittigheden levende igen. Guds levende sandhed er samvittighedens samvittighed.
Der findes en anden side af vore følelser, der er et bedre kendetegn end samvittighedens reaktion overfor synden. Og der er, hvordan Gud virker på den. Augustin har sagt: »Trællen frygter, når Gud føles nær. Barnet frygter, når Gud er langt borte.«
Vil du kun lære at forstå dit eget forhold, så prøv dig selv på den måde. Ejer du barnefrygten for at såre Gud? Er du bange for at komme bort fra din barnetro? Da lever du.
»og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« Johs. 8, 32.
