En fransk maler vakte for nogle år siden stor opsigt i Paris på grund af sin arbejdsmåde. Han havde indrettet en lukket droske til atelier, og så kørte han omkring i gaderne og. tog skitser. Folk så ham ikke, som han sad der i vognens mørke, men selv holdt han øje med de andre gennem sit lille vindue og tog skitser fra gyder og smøger i Paris.
Senere overførte han skitserne fra byens skjulte liv til lærredet og satte overalt Kristus ind i billedet. Da folk så malerierne, blev de forfærdede. For de så sig selv midt i hverdagslivet med al deres dårskab og letsindighed, og altid med Kristus i deres midte. Det virkelige liv med al dets fornedrelse var overført til lærredet, og midt i det alt sammen stod Kristus.
Livet bliver ansvarsfuldt, når vi ved, at det altid leves under Herrens øjne. Ingen kan gemme sig for Guds øjne. Han ser alt og alle, overalt, til alle tider. Både vor ydre optræden og vort private liv er kendt af Herren. Han ser tankerne og hører vore ord. Det er en forfærdelig tanke for det ufrelste menneske. Men denne alvorlige tanke burde drive enhver til Jesu kors for at blive renset for sin synd.
Det vidunderlige er, som en eller anden har sagt, at vi er »gennemskuet og dog elsket.« Han, som ved alt om os, elsker os alligevel, elsker os lige til korsets død.
»Herre, du ransager mig og kender mig. Du ved, om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke;« Salme 139, 1-2.
