En ung mand kom til Moody for at klage sin nød for ham. Han var nedtrykt og bedrøvet. »Hvad er der i vejen?« spurgte Moody. »Jeg kan ikke tro,« svarede han. »Hvad er det, du ikke kan tro?« spurgte Moody. »Guds ord.« Tror du ikke noget af det?« »Nej, jeg kan ikke tro,« svarede han. »Jovist tror du nogle af Guds ord,« fortsatte Moody. »Nu skal jeg læse nogle for dig, så skal vi se, om du ikke tror dem.« Moody læste Esajas 53, 6: »Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej.« »Tror du det?« spurgte han. Ja, det behøvede han jo ikke at tro, det var noget, han altfor godt vidste. »Ja, der ser du, du tror da nogle af Guds ord,« sagde Moody. »Ja, men dermed er sagen ikke klar,« mente drengen. »Nej, det har jeg heller ikke sagt;« svarede Moody. »Men hør nu her, vi er ikke færdige med verset endnu. Nu læser vi videre: »Men Herren lod falde på ham den skyld, der lå på os alle«, tror du det?« Nej, det kunne han ikke tro. »Tror du da, det er mere sandt, hvad Gud siger i første halvdel af verset, end i sidste halvdel?« spurgte Moody. Nej, det kunne han ikke tro. Og så blev den unge mand fri og lykkelig.
Kristen tro er ikke følelse. Det er heller ikke overbevisning om kristen lære eller det at være fri for tvivl. Nej, kristen tro er tillid til en levende person, Jesus Kristus. Og denne tillid viser sig ved, at vi stoler på, at det, han siger, er sandt, og vover, at gøre, som han vil, i tillid til at han holder sit ord.
Tror du, at Gud lyver? Hvis ikke, er du forpligtet til at lyde hans sande ord. Det er vejen til frelse og evigt liv.
»Den, der vil gøre hans vilje, skal erkende, om min lære er fra Gud, eller om jeg taler af mig selv.« Johs. 7, 17.
