Et indisk sagn fortæller om en prinsesse, der skulle gå gennem en mark og plukke aks. Og så fik hun det løfte, at alle de aks, hun plukkede, skulle blive til diamanter. Men hun fik kun lov til at gå een gang gennem kornet.
Prinsessen syntes, at de første aks var så små. Så ville hun vente. til hun kom midt ind i kornet. Men da hun kom dertil, syntes hun, at de heller ikke var store nok der. Og sådan blev hun ved med at vrage, til hun var kommet gennem hele marken. Så ville hun skynde sig at gribe nogle aks, men det var for sent.
Vi går kun een gang gennem livet. Og dette liv, som mange unge synes er så langt, er dog så hurtigt forbi. Det er sammensat af flygtende minutter og timer, dage og år. Og disse stunder, som flyder så jævnt og hurtigt ind i tidløshedens hav, møder vi i livets mange opgaver og gyldne anledninger.
Under jagten efter de store opgaver vrager mange de små. Under jagten efter de store oplevelser overser mange de små. Og så går tiden. Enkelte står ledige på torvet og har ikke fundet sig en lille plads i Guds rige.
Hvad et menneske sår, skal det også høste. Den, som på livets ager plukkede de små anledninger, var rede til at tjene og hjælpe, gerne ville vidne for Herren, om det blot var med et venligt ord eller et bæger koldt vand, skal finde favnen fuld af funklende diamanter, når tiden er omme.
»Vi må gøre hans gerninger, som har sendt mig, så Længe det er dag, der kommer en nat, da ingen kan arbejde.« Johs. 9, 4.
