I sin bog »I Liv og Død« anvender Ludvig Hope dette billede for at illustrere ydre og indre synd: »Vore oldeforældre har fortalt om, hvordan det i deres tid blev regnet for tilstrækkeligt, hvis man hver jul skurede gulvet rent for alt det snavs, der havde samlet sig der i årets løb. Skulle det være særlig fint, blev der bagefter strøet med sand eller enebærkvist. Så var der rent - efter deres mening. Da jeg var dreng, var det en regel at vaske gulvet i dagligstuen hver lørdag. Så var der rent nok - efter vor mening.
Nu er der mange, der vasker gulv hver dag, og desuden går de stuerne igennem og tørrer støv af møbler og billeder, så man virkelig kan regne med, at der er rent i huset. Bliver det ikke gjort, så er der ikke rent - i deres øjne.
Her har vi et billede på tre grader af syndserkendelse. Mange har en hedensk syndserkendelse. De ser kun de grove, ydre synder. Og når de kommer i vanskeliglieder på grund af deres syndige handlinger, da beder de til Gud om at måtte undgå syndens følger og straf.
Andre er »søndagskristne«, som afholder sig fra de ydre synder, men deres hverdagsliv er ikke i samklang med deres mødeliv. Sindelagets synder ser de ikke. Og så er der lysets børn, som daglig er dømt af deres onde hjerte og derfor daglig bliver renset i Jesu blod. Hvem vil du ligne?
»Du blinde farisæer, rens først bægeret for det, der er indeni, så vil det også være rent udenpå.« Matt. 23, 26.
