En missionær, Hoffmann, og hans hustru, der havde måttet efterlade børnene i England, fik til deres store glæde endnu en lille dreng. Men han blev ikke så gammel, at han nåede at sige far eller mor, før feberen tog ham bort til stor sorg for forældrene.
Hoffmann stod selv og tømrede den lille kiste til sønnen, mens tårerne løb. En af de indfødte stod længe på afstand og betragtede ham: »Nu rejser du vel fra os?« sagde han. »Nej,« svarede missionæren, »vi bliver her.« Den sorte stod tavs en stund, men så sagde han: »Hvor I Jesusmennesker er underlige. Men det kommer jo af, at I kan se tværs igennem horisonten.«
At kunne se tværs igennem horisonten er et smukt og træffende billede på det kristne håb. En kristens syn standses ikke af død og grav. Det har et evigt perspektiv. Da øjet kun så fjender på alle sider, had, uretfærdighed og vold, løftede Stefanus sine øjne opad, og så Himmelen åben. Således hvælver der sig en åben himmel over alle Guds børn.
»Uden Gud, uden håb i verden,« det betyder, at der kun er de synlige værdier at leve for. Når så de bliver, borte, er alt håbløst.
Hvilket under, når Herren ved troen åbner vore øjne, og vi kan se tværs igennem horisonten til vort egentlige mål: Himmelen. Da først får livet en mening. Ser du tværs igennem horisonten?
Måtte Gud »Med jeres hjertes øjne oplyst, så I forstår, til hvilket håb han kaldte jer, hvor rig på herlighed hans arv til de hellige er.« Ef. 1, 18.
