En stor, flot nybygning på mange etager rejstes i Oslo. Arbejdet gik hurtigt fra hånden, og snart lå det nye hus der i al sin pragt. Man måtte lægge nakken godt tilbage for at kunne se det hele. Men en skønne dag begyndte det at knage og brage i bygningen. Murstykker faldt ned, vinduesruder klirrede og knustes, svære jernstænger i betonmuren bøjedes og blev forvredne, da en stor del af huset styrtede sammen og forvandledes til en grusdynge. - Hvad var der sket? Grunden svigtede. Huset var dårligt fundamenteret.
Grundlaget er afgørende for alt, hvad der skal bygges op. At sætte sin lid til fine byggematerialer er dårskab, dersom grunden er usikker. Men netop når det gælder det vigtigste af alt; vort evige liv, er der så mange, der lægger vægt på byggematerialernes kvalitet, uden først at have sikret sig et solidt fundament.
En pæn livsførelse, retfærdige og gode gerninger, duer ikke som grundvold for vort liv. I evigheden brænder det op og bliver til intet.
At tilhøre en menighed eller en kristelig forening frelser ingen. Heller ikke, at man holder sig til den rette lære. Sidder man endog ved fødderne af verdens største forkynder og deltager i kristeligt arbejde, er det alligevel ikke nok at møde frem med for Gud på den store dag.
Jesus Kristus er i menigheden, og ligeledes i læren og forkyndelsen. Hans sandhed forkyndes også ved et godt liv og gode gerninger. Men kun Jesus kan frelse. Til ham alene nytter det at sætte sin lid og sit håb for evigheden. Hvad bygger du dit håb på?
»For ingen kan lægge en anden grundvold end den, der er lagt, Jesus Kristus.« 1. Kor. 3, 11.
