Moody fortæller et sted om bønnens magt. En troende kvinde blev syg, og lægen sagde til hende, at hun ville blive sengeliggende resten af livet. Hun gjorde det bedste, hun kunne gøre i sin situation, idet hun begyndte at bede for den menighed, hun tilhørte i London. Derved tog hun også brodden af sygdommen.
En dag læste hun en avis fra Chicago, hvor en af Moodys taler var gengivet. Hun lededes deraf til, at bede, om Gud ville sende den mand til hendes kirke i London.
Næsten i to år bad hun om dette. En søndag fortæller hendes søster, at en mr. Moody havde talt i kirken om formiddagen. Da bad hun om at måtte være alene resten af dagen. Hun lod være at spise og bad til Gud, om vækkelsen måtte komme. Hun blev bønhørt. Moody blev der i ti dage, og fire hundrede mennesker overgav deres liv til Gud i den kirke.
I forbønnen når det kristne liv dybest og samtidig højst. Vi gør de dybeste erfaringer om samlivet med Gud, og vi får de største og rigeste oplevelser. Der lærer vi at glemme os selv. Og det er vor vanskeligste lektie.
Den mindste kan udrette den største gerning, når han bliver en forbeder. Forbederne er missionens hjerte, og forbønnen Guds riges sags hjerteslag. Svigter vi der, da bliver det nederlag for Guds vidneskare.
»Vær udholdende i bøn, våg med bøn og tak, og bed også for os om, at Gud vil åbne os en dør for ordet,« Kol. 4, 2-3.
