KRISTELIGT BRODERSKAB

2. marts

To brødre i Schweiz boede ved bredden af en sø. En vinter var deres far kørt over til den anden side af søen, og brødrene begyndte at gå over isen for at komme over til ham. Da de var midt ude på isen, fik moderen øje på dem gennem vinduet. Hun så også, at de blev stående ved en ret bred revne. Da blev hun bange. Og endnu mere bange blev hun, da hun så den ældste dreng springe over revnen og den yngste gøre tilløb til at følge efter. Imidlertid turde han ikke vove springet, og da så moderen, som hele tiden intensivt havde fulgt deres færd, at Louis - den ældste broder - lagde sig ned tværs over revnen som en slags bro. Så krøb den yngste broder over.

Denne broderkærlighed er et smukt billede på kærligheden mellem kristne brødre og søstre. Hvis en kristen broder kommer ud på verdenshavets svage is, skal hans sande kristne kammerater søge at drage ham tilbage. Hans sorg og nød er deres smerte. Kommer en kristen broder i fare, er det, som om hele det kristne fællesskab er i fare.

Ingen kan være kristen alene for sig selv. Så sandt der findes andre kristne, må det blive et helligt samfund. Det er forkasteligt at stå i levende fællesskab med Jesus, uden samtidig at have omsorg for de andre troende.

Et usvigeligt kendetegn på, at vi ejer livet i Gud, består i, at vi ikke elsker verden og dens ære, men i stedet elsker Jesu venner og glæder os i fællesskab med dem omkring ordet og bønnen og Nadveren.

»Vi ved, at vi er gået over fra døden til livet, for vi elsker brødrene.« 1. Joh. 3, 14.

Bøn

Det største her i verden
er ikke kløgt og magt,
men Herren glad at tjene
i kærlighedens dragt.

Jonas Dahl
DUS 318