Et stort skib forliste ude på Atlanterhavet. Kun syv mand slap bort i en redningsbåd. De drev om i mulm og mørke på det oprørte hav. De havde både proviant og vand, kompas og skibslygte med sig. Men da de skulle tænde lygten for at orientere sig efter kompasset og måske signalere til et forbipasserende skib, viste det sig, at der kun fandtes een tændstik.
En af de syv blev udvalgt til at stryge tændstikken. De andre slog kreds omkring ham med udbredte frakkeskøder, for at han i læ af dem lettere kunne få ild på tændstikken og lys i lygten. En anden, der var meget rig, lovede ham 10.000 kr., hvis det lykkedes. Men hvad betød penge i det øjeblik? Kun en ting var af betydning: en ganske almindelig tændstik. I den alene lå deres mulighed for lys og redning.
Når det gælder livet, kan menneskene blive enige om, at et er nødvendigt. Når det gælder sjælens evige liv skulle dette gælde med endnu større alvor: et er nødvendigt.
Da den blindfødte var blevet seende, kunne han sige: »Een ting ved jeg.« Har du fået dine øjne åbnet, så du kan sige det samme?
Paulus sagde: »Eet gør jeg.« Sådan skulle vort liv være. De mange ting skulle underordnes det ene nødvendige.
Skal vi bjerge vor sjæl, må vi samle vort sind, koncentrere os om Jesus. I stedet for at glemme Jesus for alt andet her i verden, burde vi glemme alt andet for Jesus. Ikke sådan, at vi forsømmer vort arbejde og vore pligter, men sådan, at livet med Jesus er det vigtigste og overskygger alt andet.
»Men dette ene gør jeg: Jeg glemmer, hvad der ligger bagude, og strækker mig frem mod det, der ligger forude; jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus.« Fil. 3, 13-14
