Man spurgte en gang den berømte russiske klavervirtuos Rubinstein, hvori hemmeligheden ved hans utrolige herredømme over instrumentet bestod. Han svarede: »Ganske enkelt i daglig øvelse. Hvis jeg bare lader være med at øve mig en eneste dag, kan jeg selv mærke det.« Hvis jeg forsømmer øvningen i to dage, vil mine venner mærke det. Hvis jeg lod tre dage gå uden at øve mig, ville publikum mærke det.«
Vor frelse er en gave. Og vor helliggørelse er også en gave. Men der findes så megen os, som hindrer os i at tage imod Guds gaver. Der er så meget, der skal nedkæmpes, så megen træghed, så megen trang til det onde. Derfor må vi kæmpe.
De nye evner, som Gud giver os i og med det nye liv, den nye åndelige sans, må bruges og øves, om vi skal vokse og blive stærke kristne.
Og nådegaverne må tages i brug. Vi begynder som små børn, børn i Kristus. Vi er alle ubehjælpsomme, når det gælder om at bede og vidne om Gud. Vi er hjælpeløse, når vi søger at forstå Guds ord. Og vi er aldeles uduelige til at hjælpe andre i sjælens spørgsmål.
I alt dette må vi trænes op og øves. Evner, der ikke bruges, dør. Men evner, der trænes og øves, bliver skærpede og vokser dag for dag. Det er grunden til, at Paulus sammenfatter vor øvelse og Guds frie nådevirken i disse ord:
»Derfor, mine kære, I, som altid har været lydige: Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse, ikke blot som da jeg var til stede, men endnu mere nu i mit fravær. For det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje.« Fil. 2, 12-13.
