I Tamullandet i Sydindien skinner solen ofte fra en skyfri himmel måneder igennem. Landet er derfor afhængigt. af kunstig vanding for at kunne dyrkes. Men der findes også marker, der er således beliggende, at de helt er henvist til himmelens regn. Denne egn benævnes med det smukke navn: »Landet, som skuer mod himmelen.«
Sådan skulle vort hjerte være - afhængigt af Himmelen og derfor himmelvendt. Jordvendte hjerter finder man ikke så ofte hos de unge, det er de ældres store fare, først at blive jordvendte og derefter jordbundne.
For de unge består faren mest i at blive indadvendte. Optaget af de mange ting, med alle interesserne, med kammeraterne og fornøjelserne bliver sindet adspredt og hjertet indadvendt. Men da bliver også både hjertet og livet præget af rastløshed og overfladiskhed. Det kommer let til at ligne en avis, der nok er aktuel, men uden varig værdi.
Opadvendte hjerter er stille for Gud. Himmelvendte hjerter ligner duggen, som afspejler himmelens klarhed og solens glans. Sådanne hjerter bliver rene hjerter, fordi de renses af nådens lys fra Himmelen.
Skal vort hjerte undgå at blive udadvendt ved dagliglivets mangfoldige indtryk og påvirkningen fra de mest forskelligartede mennesker, så må det vendes opad lige fra morgenstunden. Heri ligner Guds ungdom morgenduggen. Om morgenen, når sindet er klarest og mest åbent, er det mest modtageligt for lyset fra Himmelen.
»Dit folk møder villigt frem på din kampdag. »På hellige bjerge har jeg født dig som dug af morgenrødens moderskød.« Salme 110, 3.
