Der findes et mærkeligt maleri, der forestiller »kirken i forfald«. Man ser til sin forundring ikke en gammel kirkeruin, men en smuk, højthvælvet kirke med et pragtfuldt alter og skønne glasmalerier. Ved indgangsdøren hænger der to smukt udførte indsamlingsbøsser. På den ene står: »Til missionen«. På den anden: »Til de fattige«. Men over dem begge er der malet et kæmpestort spindelvæv.
Dette er altså forfaldet. Lukkede hjerter for hedningernes og de fattiges nød. Man har sagt, at det sidste, der bliver omvendt hos et menneske, er tegnebogen, Og det er nok sandt. Men lige så sandt er det, at påholdne kristne er fattige kristne, og gerrige kristne er ikke kristne.
Ser vi vor broders nød og lukker vore hjerter og undlader at hjælpe ham efter evne, så lukker vi også vort hjerte for Gud. Gud sender altid en strøm af medfølelse og trang til at hjælpe ind i vore hjerter, når vi ser andres nød. Derfor, hvis vi lukker hjertet udadtil, lukker vi også for disse velsignelsens strømme fra Gud. Kærligheden er ikke alene en smuk og varm følelse. Kærligheden er også praktisk. Den har et bestemt mål. Og dens væsen er at give, hjælpe og tjene.
»Den, der har jordisk gods og ser sin broder lide nød, men lukker sit hjerte for ham – hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham?« 1. Johs. 3, 17.
