Johannes Krysostemos var, ved sit frimodige vidnesbyrd faldet i unåde hos kejser Arhadius. »Hvordan skal jeg bedst kunne straffe ham?« spurgte kejseren sine hofmænd. »Landsforvis ham,« sagde en. »Tag al hans ejendom,« sagde en anden. »Læg ham i lænker,« sagde en tredje. »Halshug ham,« tilrådede en fjerde.
Men den femte sagde: »Nej, det nytter ikke. Landsforvis ham, han har dog Gud med sig overalt, det vil sige hans hjem, hans lykke. Tager du hans ejendom, så tager du jo bare fra de fattige, hvem han giver alt, hvad han har. Kaster du ham i fængsel, så kysser han lænkerne, fordi de hjælper ham til uforstyrret at kunne tale med sin Gud. Halshugger du ham, så åbner du jo bare Himmelen for ham. Nej, vil du virkelig straffe og skade ham, så få ham til at synde. Han frygter kun et eneste: at synde mod sin Gud.«
I samme grad, som vi frygter Gud, mister vi al anden frygt. Skal vi da frygte Gud, når vi er Guds børn? Er vi ikke i Guds fortrolige samfund, når han er blevet vor. Fader? Jo, det er vi. Og dog skal vi frygte Gud.
Vi skal være bange for at gøre Gud sorg, ligesom et barn er mere angst for sin fars sorg end for hans vrede. Vi skal frygte for at miste barneforholdet. Derfor er vor rette frygt ikke menneskefrygt eller frygt for omkostningerne ved at følge Jesus, men netop frygten for at synde. For synden skiller os fra Gud og ødelægger sjælen.
»Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede.« Matt. 10, 28.
