En lærer spurgte engang børnene i klassen, hvad de helst ville være, når de blev store. En ville være sømand, en anden soldat, en tredje lokomotivfører. Men så var der en lille dreng, der sad nok så stille og alvorlig. Til sidst spurgte læreren ham: »Og hvad vil du så være?« Drengen svarede: »Jeg vil være til velsignelse.«
Det største i livet består, ikke i at få en stor og fin stilling, skønt det er livsmålet for uendelig mange. Det største er det, som den lille fyr så troskyldigt sagde: at blive til velsignelse. Det kan man blive i enhver stilling, som ikke er i strid med Guds vilje. Blot vi er der, hvor Gud vil have os, så kan det være så beskeden og vanskelig en plads, det være vil. Vi vil kunne være til velsignelse netop der.
»Herren sagde til Abram: »Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.« 1. Mos. 12, 1-2.
Der er dog et vilkår, vi må opfylde, for at blive til velsignelse. Det er, at vi er villige til, ligesom Abraham, at lade os lede af Gud i alle ting, hvad det end skal koste.
Helt igennem ledet af Gud er ensbetydende med fuldstændig afhængighed af Gud. Og det er netop, når vi er helt afhængige af Gud, at Gud kan velsigne os. Og kun de, som er under Herrens velsignende hænder, kan selv blive til velsignelse.
