Den berømte flyver, oberst Charles Lindbergh, blev engang inviteret til middag på et hotel i New York. Da han hørte den høje pris for middagen, nægtede han at komme, skønt middagen blev givet til ære for ham. I sit brev fortalte han bl. a., at han kom lige fra Kina, hvor hungersnød og pest hærgede skrækkeligt. Da han landede med maskinen, der var lastet med medicin, trængtes folk om ham for at se, om der var noget at spise. De forsøgte endog at gnave i vingerne på flyvemaskinen. »Vi behøver et nyt sindelag,« skrev han. »Og jeg vil aldrig spise en sådan middag, så længe vingerne på min maskine bærer mærker af tænder, der søgte brød, og så længe hungersnøden ikke er afhjulpet.«
Almindelig menneskelighed forbyder fråseri, så længe der er nød og sult i verden. Kristi kærlighed tvinger os til at lindre nød og fattigdom. Uden barmhjertighed er kærligheden død.
Jakob skriver så praktisk: »Hvis en broder eller søster ikke har tøj at tage på og mangler det daglige brød, og en af jer så siger til dem: »Gå bort med fred, sørg for at klæde jer varmt på og spise godt,« men ikke giver dem, hvad legemet har brug for, hvad nytter det så?« Jak. 2, 15-16.
Nej, hvad nytter det med medfølelse, hvis den ikke bliver omsat i offer og hjælp? Når Jesus gør sig selv til et med de fattige, sultne og nøgne, er det vor nærmeste gudstjeneste at omsætte vor taknemmelighed for Jesu frelsergerning i barmhjertighed mod dem, der har det svært.
»Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig.« Luk. 6, 36.
