»Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.« Men han svarede hende ikke et ord. « Matt. 15, 22-23.
En norsk præst talte med sine konfirmander om den kana'anæiske kvinde og hendes bøn. Han spurgte: »Fik hun, slet ingenting af Jesus, da hun bad første gang?« Ingen svarede straks. Lidt efter rakte en pige hånden i vejret. »Ja, hvad tror du, hun fik?« »Hun fik nåde til at bede en gang til,« svarede pigen.
Når Jesus tier til vor bøn, betyder det ikke altid nej. Ofte må Jesus være tavs for at modne os i bønnens liv.
Den kana'anæiske kvinde følte sig selv mindre og mindre, jo længere hun bad. Til sidst var hun villig til at regne sig lige så uværdig som en hund.
Jesus blev større og større for hende, således at hun regnede med, at alene nogle smuler af hans nåde og kraft ville være nok for hende.
Når Jesus tier til vor bøn, prøver han vor vilje. En bøn, der kun bunder i en stemning, er ingen virkelig bøn, men kun en længsel og et ønske. Den kana'anæiske kvinde ville noget. Hun vidste, at hun ville, og hendes udholdenhed fik sin løn: »Ske din vilje.«
