En soldat, der hed Alexander, blev engang ført frem for Alexander den Store. I kampen havde denne soldat vist stor fejhed. Kongen udbrød: »Hvis du hedder Alexander, så skal du vise Alexanders tapperhed. Ellers må du vælge et andet navn.«
Ypperstepræterne bar rundt om hovedet et bånd, og på båndet stod ordene: Helliget Herren. Der lå en vældig forpligtelse i disse ord, der var skrevet på ypperstepræsternes pande.
Forpligtelserne er ikke mindre for os, der kalder os kristne. Vi bærer Jesu Kristi navn i vor mund. Vi bekender os til at, være hans disciple. Gør vi Herrens navn skam, eller bliver han æret gennem os?
Om Jesu tjenere, i den himmelske herlighed står, der: »Og de skal se hans ansigt og bære hans navn på deres pande.« Åb. 22, 4.
I de sidste tider før Jesu genkomst skal menneskene have dyrets mærke på deres pande. Det betyder bl. a., at man skulle kunne se på dem, at de tjener dyret. De, der følger deres dyriske drifter og lever efter deres egen lyst, får frække pander og frække, hårde øjne. De bliver mærkede med Kainsmærket - ser enten ned, fordi de har ondt i sinde eller frækt op, fordi de trodser Gud.
De, der tjener Herren, får et rent, åbent blik. De har den gode samvittigheds fred med Gud. De møder had med kærlighed, løgn med sandhed. De er ydmyge.
Hemmeligheden ved at få Jesu navn på sin pande ligger i de første ord i verset: De skal se hans ansigt. I nært samliv med Jesus, vil Jesus forvandle os. Når vore tanker og evner, vor tid og vore kræfter er indviede til at tjene ham, da er vi helliget Herren, og da vil Herren hellige os.